Brownie med brombærsyltetøj

Brownie i alle udgaver er velkommen hos de fleste mennesker. Denne version kan varieres på hundrede måder, ligesom tilbehøret kan være vaniljeis, flødeskum eller creme fraiche alt efter dagsformen.

Opskrift

8-10 stykker

Bund

120 g mørk chokolade

60 g smør

2 æg

180 g sukker

30 g mel

10 g cacao

Et nip salt

 

Brombærsyltetøj

200 g brombær, gerne frosne

50-100 g sukker

Majsstivelse

 

Pynt

Chokoladeganache (150 g mørk chokolade og 1,5 dl fløde)

eller

Kakao

 

Fremgangsmåde

Smelt smør og chokolade i en gryde ved svag varme. Pisk æg og sukker sammen, det skal blot være sammenhængende – du må ikke piske for meget. Rør chokolade- og æggeblandingen sammen. Bland mel, kakao og salt let sammen. Vend de to blandinger sammen med hurtig hånd. Smør en form på 20-22 cm i bunden (ikke på kanterne). Fordel massen i formen.

Bag kagen ved 175 grader i ca. 25 min. Lad kagen køle helt af. Jeg sætter den gerne i fryseren.

Lav en koncentreret brombærsyltetøj ved at koge brombær med sukker. Smag dig frem i forhold til mængden af sukker, den må nemlig ikke blive for sød. Når bærrene er kogt ud og den har den rette sødme/syrlighed efter din smag, skal du røre 3 tsk. majsstivelse med vand. Tilsæt majsstivelsen lidt efter lidt, mens du rører i syltetøjen. Lad det koge op, så du kan se hvor stift det er blevet, før du evt. tilsætter resten. Sukkermængden er med til at afgøre mængden af majsstivelse. Lad syltetøjen få et opkog før du sætter den på køl.

Når kagen er færdig bagt vil der formentlig/forhåbentligt være en fordybning i midten af kage. Den afkølede/frosne kages fordybning fyldes med brombær syltetøj så den bliver plan.

Kage fryses

Nu har du to muligheder.

Den lette:

Tag kagen ud af fryseren 6 timer før den skal bruges, stil den i køleskabet i formen. Befri kagen fra formen, drys med rigelige mængder cacao over hele kagen lige inden den skal serveres.

Den lidt mere omstændige:

Hak mørk chokolade groft og placer det i en skål, varm fløden op til lige før kogepunktet. Hæld den varme fløde over chokoladen og rør ind til denne er smeltet og blevet blank. Tag kagen ud af fryseren, lad den blive i formen. Hæld et lag chokolade over kagen så hele kagen er dækket, stil kagen i køleskabet mens den sætter sig. Lad kagen tø langsomt op, gerne i køleskabet.

 

 

 

Se meget mere

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *