Fragilité med hindbærflødeskum

 

 

Sødme og syre mødes i et perfekt sammensmelt i munden når man spiser en bid af denne kage. Kagen kan forberedes dagen før, men den skal først  lægges sammen kort før den skal bruges.

Du kan smutte mandlerne, så vil du få et mere fint udtryk, men det har jeg aldrig gjort. Jeg anbefaler at du rister mandlerne, for jeg er vild med den gennemtrængende smag som ristede mandler giver til kagen, men vil du have en mere dæmpet mandelsmag, undlader du blot ristningen.

Kagen på fotoet har en bund i midten som er en smule mindre end de 2 andre, og så er den lagt sammen i en en rund form. Den bliver dog lige så smuk hvis den lægges sammen uden at bruge en form.

Ingredienser

Bunde 3 stk. 

180 g mandler med skal

180 g sukker

4 æggehvider

 

Hindbærsyltetøj/hindbærflødeskum

250-300 g frosnehindbær

Sukker

Majsstivelse

½ l flødeskum

 

Pynt

Drys med flormelis og pulveriserede frysetørrede hindbær

Friske hindbær, spiselige blomster, små lyserøde sukkerkugler, store lyserøde lakridskugler fra Brugsen, små makron i lyserød eller lignende.

 

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 150 grader

Rist mandlerne  i den varme ovn i 5-6 min. Hold øje med dem, så de ikke får for meget.

Blend mandlerne i en foodprocessor. De skal ikke være fuldstændigt pulveriserede, der må gerne være få stykker som kan give kagen lidt at tygge i.

Pisk æggehviderne meget stive, pisk sukker i og vend til sidst de hakkede mandler i.

Tegn 3 cirkler på bagepapir. Husk at vende papiret om så blyantstregeren kommer ned af, ellers risikerer du at der kommer blyant på kagen.

Smør dejen ud i et jævn lag inden for cirklerne.

Bag bundene i 50-60 min. Sluk ovnen og lad dem stå i ovnen, gerne natten over til de er kølet helt af.

 

Lav en koncentreret hindbærsyltetøj. Kog de frosne bær med den mængde sukker du bedst kan lide,  men sørg for at den ikke bliver for sød. Bærrene skal gerne koge helt ud. Rør majsstivelsen op i vand og tilsæt den lidt ad gangen, lad syltetøjet koge op tilsæt mere stivelse, hvis det fortsat er for tyndt. Det skal ende med at være godt fast.  Mængden af stivelse vil variere lidt i forhold til den mængde sukker du har valgt. Sæt syltetøjet på køl. Det skal være helt koldt før det må anvendes.

Pisk fløden til en fast skum men stop endelig før den begynder at gryne!

Bland flødeskum og syltetøj sammen – det kan gøres dagen før det skal anvendes.

Læg kagen sammen med halvdelen af hindbærflødeskummen og i hvert lag. Pynt kagen først med et tykt lag flormelis som drysses ud over gennem en sigte derefter drysses et smukt lag af de pulveriserede frysetørrede hindbær ud over, også gennem en sigte.

Nu er der fri leg på pyntningen, men alt der er lyserødt og rødt og spiseligt er pænt.

 

Dette er et eksempel på en anden form, her har jeg ganget opskriften med 1,5.

 

Se meget mere

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *