Fastelavnsboller

Nu nærmer tiden sig for at der skal spises fastelavnsboller. Jeg kan lide alle de forskellige varianter man kan komme i nærheden af, men der skal gerne være flødeskum indblandet.

Denne opskrift tager sin begyndelse i en vandbakkelsesbolle, der er fyldt med vaniljecreme og flødeskum og toppen er penslet med mørk chokolade.

Opskrift

Ca. 9 stk.

Vandbakkelse

1½ dl vand

75 g smør

75 g mel

2 æg

Vaniljecreme

2 hele æg

15 g. majsstivelse

30 g. sukker

2½ dl. mælk

Vaniljepulver efter behov og ønske

½ l fløde til let skum

Pynt

50 g. mørk chokolade

10 g. smør

Vandbakkelse begynder med, at der hældes vand og smør i en gryde. Når smørret er smeltet, tages gryden af varmen og melen hældes i. Rør i gryden så det hele samler sig. Sæt den tilbage på middel varme og “rist” blandingen. Tag den af varmen efter 2- 4 min. og lad den køle lidt af. Pisk æggene sammen. Rør blandingen med en elpisker og tilsæt langsomt æggene. Dejen vil nu ændre struktur. Pisk i 3-5 min. Put dejen i en sprøjtepose og sæt 9 boller på en bageplade.

Bag i 35 min ved 200 grader. Husk at du ikke må åbne ovnen de første 20 min. – så falder de sammen.

Vaniljecremen kan laves i god tid, for den skal helst være kold, når den benyttes. Jeg har en virkelig nem opskrift her. Tag en gryde, og slå æggene ud heri. Hæld majsstivelse i og pisk, så der ikke er for mange klumper. Tilsæt sukker og mælk. Placer gryden på varmen og varm langsomt op mens du pisker mere og mere jo tættere du når kogepunktet. Når cremen koger, skal du piske hele tiden, lad den koge i 1-2 min. Tilsæt vaniljen og hæld den i en flad skål. Placer et stykke film over skålen men lad overfladen af cremen røre filmen, så undgår man at den trækker skind på overfladen. Sæt den i køleskabet til den er helt kold. Pisk den let inden den anvendes.

Pisk fløden let og put den i en sprøjtepose med stjernetyl.

Smelt smørret i en lille gryde tag den af varmen og tilsæt chokoladen. Lad det hele smelte og pensl bollerne.

Når chokoladen er stivnet, cremen er kold og fløden pisket, er du klar til at samle din kage.

Skær bollen forsigtigt igennem. Sæt låget ved siden af, placer en god klat creme på underdelen, sprøjt med flødeskum og sæt låget tilbage på kagen.

Du kan evt. også fylde en klat syltetøj ind i bollen.

Se meget mere

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *