46 år fødselsdag hos min søster

wp_20161119_15_19_45_rich-2“Kan I se at temaet for mine kager er brun?” siger min søster lidt undskyldende, da hun beder os sætte os til sit fødselsdagskagebord. Hun mente, at kagerne så lidt triste ud i farverne, men sådan havde vi gæster det nu overhovedet ikke. Her var lidt for alle, eller skulle jeg sige meget for alle.

Smag er det allervigtigste når jeg bager, og sådan har min søster det bestemt også. Så vi fik alt hvad kagesmagsløgene kunne forlange.

Forrest i billedet ser du kaffebrød, som er en sød brøddej med sej makron på toppen, lige bag ved er der en krydret ølkage som skæres i tykke skiver og smøres med koldt smør. Til højre i billedet er kagen over alle kager: en perfekt blanding af sødt, knasende, friskt og fyldigt. En mandelbund med fløde-/cremefraichecreme og pyntet af med blå druer og granatæblekerner.

Der var to slags småkager, lidt stærke ingefærsmåkager og en chokoladesmåkage dyppet i enten hvid eller mørk chokolade som minder om dem, vi fik i Venedig. Det er lidt svært at se på billedet, men bagerst var der “sunde” konfektkugler lavet på dadler og mørk chokolade trillet i kokos. De var helt forrygende og smagte af mere.

Allerbagerst findes den ultimative chokoladekage, fed og lækker, og for at holde det hele oppe i et højt chokoladegear skulle der hældes en lun chokoladesovs over kagen, og for at undgå chokoladechok, kunne man tage lidt flødeskum til.

Der var tænkt på alle ved dette kagebord, selv dem som ikke var så meget for kage, som kunne spise frugt eller brændte figner.

De fleste ville mene, at der var helt rigeligt med kage, chokolade og søde sager, men ikke hos min søster! Man kunne naturligvis vælge at drikke kaffe/te, ja eller varm chokolade til dette orgie.

Se meget mere

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

1 Kommentar

  • SVAR

    Kære Kirsten
    Hvor ser det rigtig lækkert Anna – agtigt ud 🙂 Knus hende fra mig !
    Spændende kageforrum du har, glæder mig til at følge !!
    Kærligst Annette